Af Nikolaj Boesby Skou
Katastrofefilm har en helt særlig evne til at sætte eksistentialistiske tanker i gang. Genrens bedste film tvinger publikum til at forholde sig til, hvordan de selv ville reagere, hvis verdens undergang var lige om hjørnet. Hvilke værdier er vigtigst for dig, og hvad er du villig til at gøre for at opholde dem, når civilisationens billige make-up vaskes væk af panik?
Det er de spørgsmål, som ’Greenland’s hovedkarakter, John Garrity (Gerard Butler), ufrivilligt bliver tvunget til at forholde sig til på en dag, som han ellers har brugt på at redde sit ægteskab med konen Allison (Morena Baccarin). I løbet af sønnen Nathans (Roger Dale Floyd) fødselsdag slår det første brudstykke af en komet ned i Florida, og kaosset pibler hurtigt frem gennem det pæne forstadskvarter.
Heldigvis for familien Garrity er John blevet udvalgt af myndighederne til at blive evakueret, og familien rejser hurtigt af sted for at nå et fly, der kan sikre dem overlevelse. Det er filmens første deadline, og det er et redskab, der gang på gang bruges til at skabe spænding i ’Greenland’.
Selv om det dramaturgiske greb kan virke fortærsket, så fungerer det overraskende godt. Gennem det meste af første halvdel sidder man med hjertet i halsen og er spændt på, hvordan katastrofen udvikler sig. Men efter John Garrity i lufthavnen viser, at han vil gøre alt for at redde sin kronisk syge søn, er det som om, at ’Greenland’ taber pusten. Karaktererne bliver aldrig sat i nogle reelle dilemmaer, der kunne teste deres værdier, og så træffer de nul kontroversielle valg.
Samtidig har filmen en stærkt problematisk skildring af myndighedernes håndtering af kaosset, der opstår. På den ene side ser man militærfolk, der hensynsløst er villige til at myrde civilbefolkningen i en større sags tjeneste, og på den anden side er der sundhedspersonale, der bryder enhver protokol i et tåkrummende forsøg på at vise myndighedernes empatiske side.
Det ender med at blive et særdeles heroiserende portræt, hvor den amerikanske regering vises som handlekraftig og omsorgsfuld på samme tid. Det virker mere end en anelse utroværdigt, når man har en Trump-ledet håndtering af Corona-pandemien frisk i erindringen.
Selvfølgelig er det naivt at sætte sin lid til, at Hollywood skulle bære fanen i regeringskritik. Alligevel er det skuffende, at ’Greenland’ nøjes med at fortælle os, at hvis vi bare stoler på regeringen, og i øvrigt har en stærk mand til at passe på vores familie, så kan selv ikke en komet overvinde USA.
Det må være en vild oplevelse for instruktøren, Ric Roman Waugh, at se sin apokalyptiske film udkomme i en tid, hvor livets store spørgsmål bliver vækket af det koma, de normalt befinder sig i. I krisetider har man brug for at kunne samles om noget, og derfor ville det også have været skønt, hvis ’Greenland’ kunne give nogle svar på det tankemylder, mange oplever. Men på trods af at filmen pletvist er spændende, ender det med at blive en flad oplevelse, fordi første halvdels stærke fundament tabes på gulvet.
Kommentarer